Copyright © 2019 | All rights reserved


Auto-fokus

“Jeg har mødt mange fotografer inden for motorsport, men Claus Søndbergs billeder er i en klasse for sig. I begyndelsen troede jeg uvidende, det var fordi, han havde et ekstra godt autofokus, men efterhånden har jeg erfaret, at hans talent ganske enkelt er på højeste internationale niveau. Når jeg i ugerne efter et hektisk Le Mans sidder derhjemme og ser presseklip fra hele verden igennem, kan jeg pege de ti bedste fotos ud, og der står næsten konsekvent “Foto: Claus Søndberg” ud for dem.

Søndberg er en af de fotografer, der har fulgt mig længst tid på Le Mans, og derfor er der opstået en gensidig respekt imellem os. Jeg kan trygt give ham adgang til pitten, garagerne og den ellers lukkede teamlejr, fordi jeg ved, han ikke vil stå i vejen eller forsinke mekanikerne i at udføre deres arbejde. Den tillid udløser – bogstaveligt talt – en række enestående fotos, som ikke kun viser Le Mans fra den glamourøse side ude på banen. De viser også løbet indefra, når alle er trætte, og det gør ondt langt ind i sjæl og krop. Et af mine favoritbilleder er den røde hær af mekaniker-myrer, der er med til at vinde 2002-løbet ved at skifte hele bagvognen på rekordtid. Hvem var der som altid og forevigede dette afgørende øjeblik? Rigtigt, Claus Søndberg.


Denne efterhånden integrerede nordjyske fotograf gennemfører hvert år sit eget Le Mans, idet han ligesom alle os i et team er oppe i de godt 24 timer, et løb varer. Han fornemmer løbet, dets stemning og hele den mytiske aura omkring verdens mest kendte racerløb. Han foreviger spændvidden i det entusiastiske publikum, lige fra øldrikkende englændere til de tusindvis af danske fans, der møder op for at få autografer og en snak inden det store løb. Claus Søndberg formår at fange magien fra et Le Mans, som det virkelig er – og hans virkelighed er på en eller anden måde bare større end hos andre fotografer.”

Tom Kristensen, 9 x Le Mans vinder.